At ønske døden, whisky lullaby og Sisyfos

Dette indlæg kunne ligeså godt hede Camus og Country, men det gør det ikke. Læs, lær!

Det underlige er jo ikke hvorfor nogle mennesker vælger, at begå selvmord, er det? Er det ikke hvorfor vi vælger at holde os i live?

Vi er intet andet end ligegyldige brikker i et spil vi ikke har indflydelse på. Alt er stort, stort, stort og ligegyldigt. Men vi fortsætter dog med, at skubbe stenen op af bjerget kun for at se den falde ned igen. Først i døden sættes vi fri fra vores sisyfosarbejde. Det er alt sammen meget fint.

Camus påstår, at når man så har indset dette og indset at skæbnen er i vore hænder, så bliver man lykkelig. Nu er vi klar til at bære denne skæbne. Wuhu... Ifølge ham har mennesket "viljen til liv". Hvad skal det nu betyde? Men han må have ret, for faktum er at vi ikke alle har slået os selv ihjel og at de færreste endda overvejer det.

Jeg vil da også stærkt fraråde den slags med selvmord, er sikker på at døden er totalt opreklameret og kun for gamle menneske.

Jeg har dog udarbejdet en guide til at klare sig igennem live, opstillet i punkt form:

1. Erkend absurditeten i tilværelse og indse at intet giver mening
2. Del denne viden med alle, da du er blevet etiker har du ret til at moralisere
3. Bliv så alkoholiker for, at kunne klare denne intetsigende verden
4. Dø da i alkoholens søde glemsel

Nu skulle du være rustet til at gå ud i verden

Brad Paisley beskriver fint i sin sang, the Whiskey Lullaby, hvordan vi kan få en hjælpende hånd til at glemme den forfædlige verden:

She put him out like the burnin' end of a midnight cigarette
She broke his heart he spent his whole life tryin' to forget
We watched him drink his pain away a little at a time
But he never could get drunk enough to get her off his mind
Until the night

He put that bottle to his head and pulled the trigger
And finally drank away her memory
Life is short but this time it was bigger
Than the strength he had to get up off his knees
We found him with his face down in the pillow
With a note that said I'll love her till I die
And when we buried him beneath the willow
The angels sang a whiskey lullaby

The rumors flew but nobody know how much she blamed herself
For years and years she tried to hide the whiskey on her breath
She finally drank her pain away a little at a time
But she never could get drunk enough to get him off her mind
Until the night

She put that bottle to her head and pulled the trigger
And finally drank away his memory
Life is short but this time it was bigger
Than the strength she had to get up off her knees
We found her with her face down in the pillow
Clinging to his picture for dear life
We laid her next to him beneath the willow
While the angels sang a whiskey lullaby

Flyv som vinden flyver flyvsk over bjerget! og det der

Hvem der bare havde gud

Vi må idag anerkende, at livet er meningsløst og at vi i os selv er ubetydelige. "Gud er død" sagde Nietzche, og med de ord indledte han et nyt kapitel af historien. Vi havde altid haft gud og med ham en grund til at leve. Vi skulle følge hans og opnå frelse.

Dengang var at bedre. Der var en mål med livet og kun én rigtig måde at gøre tingene på. Hvem der bare ikke behøvedes at tænke.

Hitler gav folk muligheden for at blive fri for, at tænke. Det gjorde ham populær blandt masserne. Sovjetunionen havde sammen fantastiske kvalitet. Tankeløshed. Men nu er både det 3. rige og moderlandet faldet og sandheden kom frem, illusionerne blev brudt.

"Gud er død" handler jo heller ikke om guds fysiske død, men om bruddet med illusionerne. Bliver idag tvunget til at bryde med illusionerne og konstant bliver vi kastet ud i eksistentielle spørgsmål. Hvis vi havde een bog at kigge i eller een mand at spørge til råds ville det hele være nemmere og bedre.

Vi har idag friheden! Vi er fordømt til frihed! Med frihed følger der et ansvar, men tager vi det på os? Svaret er desværre nej. Demokratiet giver os frihed til selvbestemmelse, men kun ansvar inden for den lov der er skrevet i nogle bestemte menneskers interesse. Har vi den fornødne viden og indsigt til at sætte krydset rigtigt? Svaret må altid være nej... vi ved intet om noget, da alt er blevet for komplekst.

Vi er nødsagede til, at acceptere at livet er absurd og at vi ingen indflydelse har. Vi er ligeledes nødsagede til at fortvivles og så synke ned i den fortvivlelse. Dybt, dybt ned. Når vi er der nede må vi pine os selv med vores betydningsløshed. "DU ER INTET! JEG ER INTET! VI BETYDER INGENTING!". Råb det! Forstå det! Fat det og få det helt helt helt ind under huden. Først når du ikke længere bare tror det, men ved at du intet betyder, kan du arbejde med absurditeten, som grundvilkår. Vi skal vide det og komme levende ud på den anden side.

Når vi ved at vi intet er værd kan vi opnå ydmyghed. Ydmyghed overfor andre og overfor resten af verden. Fald dog ikke tilbage på de gamle illusioner, for da vil alt være spildt. Skab dig ikke nye illusioner, for så vil alt hvad du har været igennem være spildt tid. Gør dig fri og opnå den vigtigste af alle evner "Proportionssansen". Først når du er frigjort fra illusionerne kan du måle og forstå tings sande proportioner.

Den evne giver dig mulighed for, at vide hvilke kampe der er værd at tage og hvilke der ikke er. Endnu vigtigere giver det i yderste konsekvens evnen til at vide hvad man skal gøre og hvordan man skal gribe den store, absurde, rodløse verden an.

Held og lykke med fortvivlelsen.