Så, nu kom døden en tand for tæt på

Nu er den perfekte tid til selvbebrejdelser. Jeg ville ønske jeg kunne give Tirzah et kram og lytte til hende, eller lytte ordenligt til Louise og ikke bare nøjes med at give Anne og Ida et venskabeligt og opmuntrende klap på skulderen. Når nogen i øjeblikket nævner døden, spænder alle muskler i min krop og jeg kan ikke fokusere på det. Der er for mange omkring mig der er døde og døden har været for tæt på for mange gange inden for den sidste måneds tid til, at jeg kan andet end at synke hen ved tanken om enden.

Det berørte mig utroligt meget, da Kenni døde. Jeg kendte ham ikke godt, men han var en bekendt af mig og en god ven af to-tre af mine nærmeste. Derfor rør det mig meget lige nu. Jeg tog dog ikke med til det samtale tilbud der var på skolen idag til hjælp for hans venner. jeg ville ikke have været dér for Kenni og jeg ville blot have taget den tid som hans nærmeste havde brug for. Det der gør at jeg lige nu har det enormt skidt er en masse ting udenom. Et par af mine nærmeste veninder har det enormt skidt over hvad der er sket og det er ubærligt for mig, ikke at kunne hjælpe dem. Det andet s0m Kennis død for været for mig, var endnu engang hvor døden er kommet meget tæt på.

For omkring en måned siden døde en af Magic spillerne i Avalon i et trafikuheld, ligesom Morten Hedegård gjorde for længere tid siden. Samme dag som dødsfaldet i Avalon får jeg en opringning fra min mor om at min mormors søster, en kvinde, der på en lidt speciel måde var kommet til at få sin helt egen plads i mit hjerte. Hun havde betydet meget for mange mennesker, som jeg holder så ufatteligt meget af. Hun døde af lungekræft, som havde tærret på hende umådeligt længe. Det var godt men skidt at hun døde. Men forfærdeligt for mange, inklusivt mig!

Så får jeg en opringning for en/to uger siden af min søster, min elskede søster, som jeg savner rigtig meget. Hun lyder alvorlig og siger at hun nok hellere må sige det næste der skal siges på engelsk, da hun skal være sikker på at jeg forstår det hele. Min søster bor i sverige, og hendes mor er svensk, og sammen med mig snakker hun mest noget halv-dansk, men når vi skal snakke om alvorlige ting bliver det på engelsk. Hun fortæller mig at Ammi, som har været kibutz-far for min far og mine to tanter, dvs. at han er som en bedstefar for mig, har fået en blodprop og ligger på hospitalet. Man ved at han ikke er død og nok ikke længere døende, men på det tidspunkt kunne man ikke få kontakt med ham. Hun vidste kun at han havde bevæget sine ben og at han nok ikke ville dø, da han var i gode hænder. Men om han kommer til at kommunikere igen er uvist.

Så er man i klubben nogle dage efter og er glad fordi ens dejlige Beate er kommet til byen. Desværre ringer en af hendes venner og fortæller at deres fælles ven er død i en skiulykke. Jeg stod og kunne ikke gøre andet end at give et kram. Jeg kunne ikke snakke med hende om det, selvom der ikke var noget i verden jeg hellere ville. Jeg kunne intet gøre for at trøste. Igen var døden bare kommet lidt for tæt på.

Så sidder man og skriver med Louise. Desværre er filmhygge blevet aflyst. Jeg får at vide hvorfor folk ikke har kunne komme og jeg har det selv ikke for godt, er vist forkølet. Hun fortæller også der om Kennis død og det ramler lidt sammen i mit hoved. Kenni? Der kunne umuligt være den glade dreng, som jeg aldrig har set andet end smilende på gange, som jeg har grinet med ved C-bordet et par gange, som havde sin specielle måde at sige "Tirzaaaah" på og som Anne og jeg havde snakket med, da vi iført superhelte kostumer havde delt anti-EU materiale ud. Det kunne ikke passe. Alt det.

Lidt senere går jeg ud til min mor og hendes kusine der sidder og hygger sig i køkkenet. Min mor fortæller mig der, at min mormor er blevet indlagt med en blodprop. Det er anden gang indenfor omkring 2 år. Jeg blev virkelig bange, hun er jo snart 70, så hun er ved at blive gammel. Det er først inden for de sidste 3-4 år hun er blevet gammel. Jeg kan ikke arbejde med tanken om at hun måske engang skal dø. Den dame står mit hjerte mere nært end mange andre. Min dejlige handy-bedste, som er bedre med en skruetrækker en de fleste handymænd, min bedstemor, der altid har lagt hus og mad til juleaften og påskefrokoster (2 jul eksklusivt), men ikke mindst den fantastiske bedstemor, der altid har været der når mor og jeg har haft brug for det (hvilket har været tit). Meget har familien Ungermann været igennem, men klaret det, det har vi sku altid!

Nu er der præcis en uge til 16-års dagen for min fars dødsdag. Det er 16-år siden han begik selvmord i huset på sindinghedevej i Kragelund, det gipper stadig i mig når jeg går forbi det hus. Forskellen på ham og disse andre er at jeg kun husker ham svagt og at han er meget langt tilbage i tiden. Jeg var to da han døde, to år og en uge og få timer for at være helt præcis. Det har dog ikke gjort det nemmere for os. Men lade det blive det der markerer en tilbagegang for døden og en fremgang for livet. Ikke mere død til mig lige foreløbigt.

Mit mål må være at kunne have styrker til at give en hånd til alle dem der lige nu har brug for mig...

Kærlighed fra ham den langhårede