Erindring 1: Sang igennem telefonen

Jeg husker tydeligt, at du sang til mig igennem telefonen. Hvor gammel var jeg? 2 eller 3 tror jeg. Det var i hvert fald ikke rart at skulle være væk fra dig så længe. Ikke at de ikke tog sig godt af mig, dem jeg var ved. Det passede godt på mig og trøstede mig, men det er jo ikke det samme, vel?

At miste en forælder kan man overleve. Det har da været hårdt, men at en bliver taget uretmæssigt fra en er virkelig slemt. Jeg tror umiddelbart at dette er de værste minder fra min barndom overhovedet. Den tid du var på hospitalet var forfærdelig!

Hvor tit kunne jeg se dig? Hver 2. uge? Hver 3. uge? Jeg husker det ikke. Ej heller husker jeg hvor længe du var væk, men jeg husker det som længe. Meget længe.

Jeg har de forfærdeligste billeder derfra printet i min hukommelse. Dog kun af der hvor vi ventede på at få lov til at se dig. At se dig var rart, men at skulle fra dig igen var forfærdeligt. Jeg tror aldrig jeg har grædt, som i den tid du var der.

Vi snakkede sammen i telefonen. Jeg husker tydeligt vores lange samtaler. Din stemme var trist, men du prøvede dog at lyde glad. Jeg var så glad for at høre fra dig, men så bange for at talen skulle stoppe. Måske er det derfor jeg hader at snakke i telefon? hvem ved! Det eneste jeg vidste var at du stadig var der, men dog vidste jeg at du ville lægge på og så ville der igen gå lang tid før jeg igen ville høre fra dig!

Der var en bestemt sang, som stadig giver mig tåre i øjnene. Du plejede at synge den for mig der i telefonen. Det er en Halfdan Rasmussen. Den er så sød og uskyldig, men det er først nu, ca. 15 år efter, at jeg kan holde ud at høre eller tænke på den.

Når du sang, vidste jeg, at du snart ville lægge på, derfor ville jeg, mens du sang, tude som pisket, men du ville stille synge videre. Jeg ville ikke have undværet det, da det var en af den 2-3-årige Yonatans få faste holdepunkter, den sang.

Sangen lyder således:
Nede i de varme lande
hvor de vilde løver bor
sidder negerpigen Sanne
hun har krusedulle hår
Hun har bolsjer i sin takse
og et lille ur af blik
og på bunden af en flaske
har hun 14 myggetsik

Det vil sikker undre visse
Professorer i logik
hvorfor Sanne gemmer disse
Afrikanske myggestik
men en god forklaring findes,
mere skal man ikke ha',
hun er bange for at hendes
myggestik skal stikke af

Det er jo nok kun mig der kan se hvor forfærdelig den sang er? men det er jo nok minderne i det.

Jeg snakkede med min mor om dengang idag. I starten var det fint nok, men den tid var så forfærdelig, at hun efter lidt tid sagde at nu ville hun ikke længere snakke om det.

Det var ikke første og ikke sidste gang vi skulle blive skilt, men det var dog nok den værste, men vi er jo overlevet! Hvis ordsproget "What doesn't kill you only makes you stronger" passer, så må jeg på en eller anden måde være umådeligt stærk og det samme må du!

Damn, vi skulle igennem meget for at nå her til, men vi er her vel så småt.

Sådan erindrer jeg.